Fredag den 5. september kl. 19:00
Lind & Lahme Bogklub: REJSEHOLDET og talk med Jacob Jonia

Forfattertalk og filmvisning
REJSEHOLDETS BEGYNDELSE: KRIMI, KORRUPTION & KRIMINALHISTORIE
Forfattertalk med Lind og Lahme Bogklub: Mød krimiforfatter Jacob Jonia + visning af ’Rejseholdet: Det første mord.’
Tag med tilbage til 1920’ernes Danmark, hvor det første kapitel i historien om ’Danmarks Første Rejsehold’ udfoldes – både på bogsider og det store lærred. Mød forfatter Jacob Jonia, der med sine romaner ’Den Yderste Grænse’ og ’Dansen om Guldkalven’ har skabt en intens krimiserie om opklaringsarbejde i en tid før moderne teknologi, men med samme urokkelige jagt på sandhed og retfærdighed. Tilmed kan du læne dig tilbage og se ’Rejseholdet: Det Første Mord’ baseret på Jacob Jonias roman, instrueret af Christoffer Boe og med Alex Høgh Andersen i hovedrollen. Et arrangement for alle krimielskere, når vi inviterer til en aften om magt, mord og moral i Esbjerg anno 1927.
OBS. til dette arrangement kan man ikke bruge Biografklub Danmark-rabatkupon.

Rejseholdet - det første mord
Christoffer Boes storfilm REJSEHOLDET - DET FØRSTE MORD er en krimi der fortæller historien om tilblivelsen af Danmarks mest kendte politienhed tilbage i 1920’erne. Den ambitiøse politimand Otto Himmelstrup leder det nystartede Rejsehold, der skal bistå lokalt politi med opklaring af særligt vanskelige forbrydelser. Da et lig findes i et nedbrændt sommerhus i Esbjerg, begynder Otto og hans hold at afdække en usædvanlig mordgåde, der afslører magtkampe og korruption blandt byens spidser.

Jacob Jonia - Danmarks første rejsehold
En broget flok detektiver skal afdække en bys hemmeligheder for at redde deres elitekorps.
1927. Esbjerg, den vindomsuste og fremadstormende købstad på den yderste vestkyst, er plaget af en række påsatte brande. Alvoren stiger, da det går udover borgmesterens sommerhus, og brandtomten afslører et grusomt fund. Kort efter driver en lystbåd i land, og i masten hænger en ung mandkorsfæstet. Den døde er Tom Faber, der var søn af byens tobaksfabrikant og levede et grænseoverskridende jetsetliv.
Efterforsker Otto Himmelstrup må hente flere af sine mænd fra København til Esbjerg for at nå til bunds i de to sager, der viser sig at hænge sammen.
Ved brug af den nyeste teknologi inden for politiarbejde får Himmelstrup og hans uortodokse detektiver færten af en gammel intrige, som har tråde tilbage til første verdenskrig. Byens førende familier er bundet sammen af had, forræderi, forbudt begær og tvivlsomme formuer.
Men elitekorpset er under pres, for dette er sidste chance for at bevise deres eksistens berettigelse.